Af Helge Holst Kjærsgård
04. August 2007 07:17
Medierne fortæller, at politiet har slået kløerne i en mand i
Sydsjælland, som undlod at forhindre sin kæreste i at begå selvmord.
Efterhånden kommer det frem, at den unge kvinde ikke blot havde en
depression. Hun havde også en svær cancer. Det giver anledning til
eftertanke, at det skal være strafbart at lade dødssyge mennesker selv
bestemme over eget liv.
Hvilke lidelser skal accepteres - blot for et usselt liv?
For
nylig var det fremme i aviserne, at læger begår selvmord langt
hyppigere end andre mennesker. Det undrer mig, at end ikke
sygeplejerskerne kommer op på siden af os. Selvfølgelig skal man ikke
bare lade en deprimeret tage livet af sig. Det er en sygdom, som ofte
kan behandles. Men læger ved jo temmelig meget om, hvilke fysiske og
psykiske smerter man risikerer, hvis man siger "livet frem for alt".
Det må være mennesket selv, der sætter grænsen for det uudholdelige.
Den unge kvinde snakkede med sin kæreste om, at hun ville tage sit eget
liv. Det forstod han åbenbart godt. Hun slugte en bunke tabletter og
trak en pose over hovedet, da han var gået.
Selvmordsforsøg mislykkes ofte - især for kvinder
Jeg havde en patient, som to, måske tre gange forsøgte at tage sit liv.
Uheldigvis kom der tilfældigt hver gang nogen forbi, som blandede sig
og "reddede" hendes fortvivlede liv. Hun blev meget gammel, fordi hun
ikke orkede at fortsætte med disse forgæves selvmordsforsøg. Hun
erklærede over for mig: "Jeg frygter ikke døden, men livet". Hun bad
ikke mig om dødshjælp. Det er der andre, der har gjort. Mit svar var:
Det gør jeg ikke. Men du får al den morfin, der er nødvendig mod dine
smerter.
Personligt
har jeg nogle grænser for, hvad jeg vil acceptere af livet. Jeg skal
ikke opereres i hoved og hals, hvis der er risiko for svære øjen- eller
nervebeskadigelser. Stråleterapi eller svær kemoterapi skal jeg ikke
nyde noget af. Det er muligt, at disse grænser kan flyttes i en konkret
situation
Etiske råd skal lade mennesker dø i fred.
En patient ringede for mange år siden og ville have fuld besked om sin
cancerdiagnose. Den fik han. Jeg kendte ham godt. Han havde levet livet
og ville kende betingelserne. Han var ivrig jæger, og jeg vidste, hvad
han mente. Tre dage efter ringede politiet. Han var taget ud på sin
jagtmark en strålende solskinsmorgen og havde sat sig på sin jagtstol.
På et passende tidspunkt stak han geværet ind i munden og trykkede af.
Det overrasker mig ikke, sagde jeg. Der var ingen grund til flere
undersøgelser.
Det
er langt fra altid, at livet er bedre end døden. Det skal jurister
eller etiske råd, nævn og udvalg ikke blande sig i. Den unge mand, der
ikke "reddede" sin kæreste fortjener al mulig støtte. Han har
formentlig haft en depression, der gjorde ham handlingslammet. Man må
håbe, at en ordentlig psykiatrisk undersøgelse kan dokumentere, at han
ikke bør straffes. n
Ill.: Mikael Nielsen
